Hvordan skaber man bedre rammer for kvinder i IT og sikrer, at gode intentioner bliver til reel handling? Hos CGI begyndte det med en idé fra en medarbejder. I dag har det udviklet sig til en række konkrete initiativer med fokus på karriereudvikling og de mønstre, der kan stå i vejen.

Idéen opstod, da en kvindelig konsulent i CGI foreslog at sætte mere fokus på kvinder i IT og deres karriereudvikling. Det blev startskuddet til en bredere indsats i organisationen.

“Jeg sætter stor pris på, at vores medarbejdere bringer idéer i spil. For mig er åbenhed i organisationen afgørende, og det her udsprang netop af et konkret ønske fra en yngre kvindelig kollega om at sætte mere fokus på kvinder i IT og karriereudvikling. Det valgte vi at handle på,” siger adm. direktør i CGI Danmark, Maiken Lykke.

”Men vi var også enige om, at vi ikke skulle lade os begrænse til kvinder, så derfor gennemførte vi to events i Aarhus og Ballerup, hvor vi talte om bias og karriereudvikling i en mere bred forstand.”

Initiativet er en del af CGI’s globale Women of CGI-indsats, der arbejder målrettet med at udvikle og fastholde kvinder i IT.

Små mønstre kan have stor betydning

Selvom IT-branchen har udviklet sig, er der stadig skævheder i, hvem der får mulighederne.

“Der er mange situationer, hvor kvinder oplever at blive mødt anderledes. Det kan være de små ting i hverdagen, hvem der tager referat, og hvem der bliver sendt til kundemøder. Det er ikke nødvendigvis bevidst, men det er mønstre, vi er nødt til at få øje på, hvis vi vil ændre dem,” siger Maiken Lykke.

For CGI handler indsatsen ikke kun om at sætte fokus på problemstillingerne, men om at skabe bedre rammer for udvikling for alle medarbejdere.

“Vi vil skabe de bedste forudsætninger for, at vores medarbejdere kan udvikle sig. Det kræver også, at vi tør udfordre de vaner og den forudindtagethed, der kan stå i vejen,” siger hun.

“Jeg vil i øvrigt gerne være ærlig og sige, at det her i sidste ende også styrker vores forretning. Når vores medarbejdere udvikler sig, leverer vi bedre løsninger, og det kan vores kunder mærke.”

Ekspert: Diversitet giver bedre løsninger

En af foredragsholderne på de to events var Christina Lundsgaard Ottsen. Hun er psykolog, ph.d. og en af Danmarks førende eksperter i bias-bevidst ledelse. Hun har viet sin karriere til at forstå, hvordan forskellighed, kultur og psykologi spiller sammen i organisationer, og hvordan vi kan bruge denne indsigt til at skabe bedre beslutninger, mere innovation og stærkere fællesskaber.

”Bias er ikke bare fordomme og stereotyper, hvor vi putter hinanden ned i kasser. Bias er effektive tanker på afveje. Når vi arbejder effektivt, så har vi en tendens til at putte alt ned i kasser. Vi må godt trække på vores erfaringer, men når vi bliver ved med at låse os fast og tolke verden på den samme måde uden at være bevidst om det, så ender det med fastlåste bias, der står i vejen for samarbejde og bedre beslutninger”, siger Christina Lundsgaard Ottsen og sammenligner det med kun at se verden gennem det samme farvede brilleglas.

”Hvis man aldrig løfter på brillen, så møder man aldrig andre mennesker og hører andre perspektiver. Og så opdager man aldrig, at andre kan tolke det samme emne forskelligt. Ens teams er ofte effektive og selvtillidsfulde, men løsninger fra mere diverse teams er ofte mere gennemtestede og langtidsholdbare. Ens teams har flere blinde vinkler, mens diverse teams tager mere ejerskab på opgaven,” tilføjer hun.

Det starter med ledelsen, men kræver kollektiv indsats

I CGI er ambitionen at holde dialogen i gang og omsætte den til handling. Efter de første arrangementer planlægges flere initiativer, herunder frokostmøder og nye events målrettet yngre medarbejdere.

“Vi vil gerne skabe en løbende dialog i organisationen og blive klogere på, hvad der konkret skal til. Hvilke barrierer oplever medarbejderne, og hvad kan vi gøre ved dem?” siger Maiken Lykke.

Hun understreger samtidig, at ansvaret ikke kun ligger ét sted:

“Det kræver en indsats fra hele organisationen, men det starter med, at vi som ledelse sætter retning og prioriterer det.”

Små greb i hverdagen kan gøre en stor forskel

”Ledelsen kan bruge små inklusionsgreb i hverdagen til at skabe et nysgerrigt rum, hvor der er plads til forskellighed og nye perspektiver. Det kræver ikke meget at komme i gang med og på sigt giver det en tryghed, som vil have en positiv effekt i virksomheden, bl.a. gennem bedre beslutninger, som der er fælles opbakning til” siger Christina Lundsgaard Ottsen og nævner det konkrete redskab ”Scan din dag”.

I bogen ”Biasbevidst ledelse” præsenterer vi konkrete værktøjer, der kan bruges direkte i hverdagen. Det er korte refleksionsgreb og små inklusions-nudges, som justerer adfærd i praksis. Bogen er tænkt som et mentalt fitnesscenter, hvor lederen kan træne inklusionsmusklen sammen med sit team.

Vi bliver alle bedre til at samarbejde ved at være nysgerrig på det andet perspektiv, specielt der hvor det er lidt svært. Vi stopper ofte, når noget gør ondt, men hvis vi skal træne en kulturudvikling, så skal vi genbesøge de holdninger, vi slår os lidt på. ”Scan din dag” handler derfor om at bruge to minutter på at huske, hvor der var mest friktion i løbet af dagen og så genbesøge den dialog. Når vi jævnligt træner os selv i at forstå en person vi er lidt irriteret på, så bliver vi mere løsningsorienterede. Det kan også tage mange konflikter i opløbet,” tilføjer hun.

Et fælles ansvar også uden for virksomheden

Ifølge Maiken Lykke er udfordringerne ikke unikke for CGI, men gælder bredt i branchen.

”Vi vil gerne holde dialogen kørende i organisationen og måske også fremme, at kvinder tager lidt større ansvar ift. deres karriereudvikling. Hvad har de talt om på møderne, og hvad kan vi lave af initiativer, og er der temaer vi skal have yderligere fokus på,” fortæller Maiken Lykke og understreger, at det er nødvendigt, at kvinder får særbehandling.

“Der er fx stadig et løngab, og det er ofte mænd, der får de mest synlige muligheder. Det er ikke kun et internt anliggende, det er et samfundsproblem, som vi er nødt til at tage alvorligt. For CGI er målet derfor ikke kun at skabe forandringer internt, men også at bidrage til en bredere udvikling i IT-branchen,” slutter hun.

Læs mere om kvinder i CGI