Få smag på de to uddannelser Datalogi og IT-Produktudvikling på Aarhus Universitet. Igen i år bakker CGI op, når der for 18. år i streg afholdes it-camp for piger, der går i gymnasiet eller har sabbatår.
It-camp for piger foregår fra d. 18.-20. oktober og er tre gratis dage med teknologi, design og inspiration for gymnasiepiger eller piger, der har sabbatår. Campens formål er at bekæmpe fordomme om it-branchen og vise unge piger, at it bestemt også er for kvinder.
Der vil blandt andet være forelæsninger, workshops, virksomhedsbesøg og møder med forskellige rollemodeller fra både studier og virksomheder.
Man skal ikke have nogle særlige kompetencer for at deltage i campen, blot komme med godt humør og masser af gåpåmod.